Darko Bodul – Stjernen, der slap væk fra Superligaen

Hvert eneste år deler Tipsbladet.dk en artikelserie, hvor de ser nærmere på nogle af de superstjerner, som Superliga-klubberne takkede nej til. De første to-tre gange var det bestemt interessant at læse om, hvordan Brøndby IF takkede nej til Luka Modric eller FC Midtjylland til Michael Essien, men det er så også det. Her på Flagskibet.dk vil vi hellere koncentrere os om de spillere, der rent faktisk spillede i Superligaen.

En af disse var Darko Bodul. Den østrisk/kroatiske angriber er måske en af de mest undervurderede spillere, der nogensinde har spillet i ligaen. At den danske fodboldbefolkning ikke snakker mere om den tidligere OB-angriber viser ydermere, hvor langt den stadig er fra for alvor at forstå ordentlig fodbold. Man kan kort sagt sige, at den danske fodboldbefolkning er langt efter for eksempel den spanske, tyske og italienske i forståelsen af det smukke spil.

 

Derfor var Darko Bodul så god

Darko Bodul fik sin fodboldopdragelse i Østrig, hvor han repræsenterede en række mindre Wien-klubber. I 2004 gik turen til Holland, hvor talentfabrikken Heerenveen ventede. Her markerede han sig hurtigt som en af sin årgangs bedste spillere, og hele Holland ventede spændt på at se den unge kroat i kamp.

I 2008, da Darko Bodul var 19, skiftede han til storklubben AFC Ajax på en fri transfer. Dermed tog han skridtet op til den øverste hylde. Undervejs skillede han sig endnu en gang ud fra mængden, og han blev faktisk så god, at cheftræner Martin Jol i 2009 tilbød ham til Tottenham Hotspur i bytte for Gareth Bale.

I 2009 fik Bodul debut for Ajax’ førstehold, og sæsonen efter blev han udlejet til Sparta Rotterdam, hvor han scorede sit første og eneste mål i Æresdivisionen.

Allerede i sine unge år var Darko Bodul en teknisk fremragende spiller. Han kunne simpelthen alt med en bold, og han var især dygtig til at sætte sine holdkammerater i scene. Dette beviste han blandt andet i en kamp for Sparta imod PSV, hvor han lagde op til begge Spartas mål i et 3-2-nederlag.

Det var tydeligt, at Darko Bodul havde fået sin fodboldopdragelse i Holland, hvor der var stor fokus på de tekniske egenskaber.

 

Derfor fejlede OB

Da Darko Bodul skiftede til OB i 2013 vakte det vild begejstring blandt fansene. Der var ingen tvivl om, at klubben havde hentet en spiller i Eric Djemba Djemba-klassen. Bodul var forventet at sparke OB tilbage i toppen af dansk fodbold, og han gjorde et godt forsøg.

Allerede i sin debut viste Bodul sin høje klasse. Med det ikoniske ti-tal på ryggen indtog han OB’s hjemmebane med et debutmål imod FC København. Tre dage senere fulgte han op på den fantastiske præstation med et vigtigt mål imod AaB.

Bodul havde etableret sig som et lysende lys på den danske fodboldhimmel, og det virkede blot som et spørgsmål om tid før, at han kom op på siden af ligaens største angribere som Ebbe Sand og Dame N’Doye.

Sådan skulle det dog ikke gå. Cheftræner Troels Bech evnede åbenlyst ikke at håndtere et talent af Boduls størrelse. Derfor begyndte præstationerne også langsomt at blive dårligere og dårligere.

Det var tydeligt, at angriberen ikke var motiveret, og skylden faldt tilbage på trænerteamet.

Bodul underpræsterede i sine to år i Odense, men det var åbenlyst for enhver, at han var på en umulig opgave. På et teknisk håbløst OB-mandskab var Bodul omringet af initiativløse holdkammerater. Boduls situation mindede om Christian Eriksens på landsholdet.

– Forskellen er, at bolden er blevet puttet i kassen på mine afleveringer i Tottenham, udtalte Eriksen engang.

Sådan må Bodul også have følt det. Han strøg om sig med vidunderlige afleveringer, men han blev svigtet gang på gang.

Til sidst blev det for meget for den gode Bodul. I september 2014 tog han sit gode tøj og forlod klubben. Livet er dog en tragikomisk størrelse, da Troels Bech blev fyret blot et par uger efter. Havde Bodul blevet i Odense, kunne han meget vel have endt som en klublegende.

 

Bodul er stadig en stjerne

Siden Darko Bodul forlod Danmark, har han markeret sig som en profil i både den skotske og nu den russiske liga. Bodul nåede en enkelt sæson i Skotland hos Dundee United. Her blev fansene også forkælet med tekniske detaljer på topniveau. Desværre kunne den skotske klub ikke rumme en karakter af hans størrelse. Endnu en gang blev den teknisk dygtige angriber begrænset af småttænkende fodboldmennesker.

I 2016 skiftede han derfor til russiske Amkar Perm. I Sibirien fandt han endelig hjemme. Langt væk fra den jugoslaviske borgerkrig og Troels Bechs håbløse taktiske sans, fandt Bodul sig til rette.

På rekordtid blev Bodul stjernen på et dygtigt Amkar-mandskab, og han konkurrerer nu med storklubber som Zenit Skt. Petersborg, CSKA Moskva, Lokomotiv Moskva, Spartak Moskva og Rubin Kazan på en ugentlig basis.

Selvom det er en fornøjelse at se Bodul køre rundt med internationale stjernenavne, er det dog svært ikke begræde Superligaens tab. Han kunne have blevet en stjerne, men Troels Bech slukkede hans glød.

Odds på Superligaen hos NordicBet